Gå til indhold
Video: sådan gør du

Få gode råd til fødevaresucces i Tyskland

Hvis din virksomhed skal have succes på det tyske fødevaremarked, er det vigtigt at være godt forberedt. Få de bedste råd fra danske eksportører og vores rådgivere fra The Trade Council i Tyskland.

1. Tal tysk, bitte 

Ingen vej udenom. Indled altid en samtale på tysk og vær forberedt på at afholde møder på tysk. Mange tyskere taler og forstår engelsk, men forventningen er, at man forsøger sig på tysk. Sørg også for at have materiale og hjemmeside udfærdiget på tysk.

2. Punktlighed

Overhold tiden. Den tyske grundighed tilsiger, at møder starter til tiden. Punktlighed forventes.

3. Opbyg relationer

Tyskerne forventer, at en forretningspartner er klar til at investere tid og ressourcer i et samarbejde. Afsæt tid til at opbygge en relation med kunden og udvis ikke utålmodighed.

4. Husk formaliteterne

Tiltal altid en tysker med De og ikke du. Benyt ”hr” og ”fru” i tiltale samt vedkommendes efternavn. Og husk også at nævne titler som ”professor”, ”doktor” og lignende. Påklædningen er for mænds vedkommende jakkesæt og slips, for kvindernes spadseredragt eller nederdel.

5. Vær forberedt

For det er tyskerne.  En tysker møder ikke uforberedt op til et møde. Så vær sikker på, du møder den tyske part på lige fod. Vær velforberedt til fingerspidserne!

6. Kend din begrænsning

Det tyske marked rummer godt 80 millioner forbrugere, og det er derfor ofte en god ide at begynde med at eksportere til en enkelt delstat eller region. For nogle brancher betyder det en variation i specifikationskrav fra delstat til delstat.

7. Høje dokumentationskrav

Du skal være forberedt på, at tyskerne stiller høje krav til dokumentation, godkendelser, normer og specifikationer.

8. Hav tålmodighed

Tyskland er et stort og konkurrencepræget marked. Tyskerne er grundige og konservative. Det kan tage tid, før nye leverandører, produkter og løsninger vinder indpas. Til gengæld belønnes tålmodigheden ofte med langvarige kunderelationer.

9. Tilstedeværelse

De tyske kunder skal fornemme, at du er der – især når de har brug for det. Husk regelmæssig kontakt, overvej etablering i Tyskland (evt. via kontorhotel), og reagér prompte, når ordren lander.

10. Forskellige ønsker

Nord og syd – øst og vest. Tyskland er et stort land, og der er udpræget forskel i smag, forbrugsmønster, levevilkår og økonomi afhængigt af, hvor i landet man befinder sig. Tyske virksomheder kan vælge mellem et hav af produkter. Dit produkt skal passe til det tyske marked – ikke omvendt.

Hør  virksomhedernes gode råd

Play video
Mød en række danske eksportører i denne video dele ud af deres erfaringer med salg til det tyske marked.

Fødevarenetværket

Som medlem af The Trade Councils Fødevarenetværk i Tyskland deltager din virksomhed i et fælles informativt forum bestående af ambassaden og danske fødevarevirksomheder, der eksporterer til Tyskland eller planlægger at opstarte eksport. 

Fødevarenetværkets medlemmer udveksler blandt andet erfaringer på halvårlige fællesmøder og arbejder fælles om at styrke kontaktetablering til tyske virksomheder. Eksempler på kontaktetablering er matchmaking-events mellem danske og tyske handelsvirksomheder. 

Dine fordele ved medlemskabet er:  

  • Netværk og videndeling
  • Eksklusivitet og prioritering med henblik på rådgivning
  • Leje af lokaler i Berlin, Hamborg, München til favorable priser
  • Mulighed for at synliggøre dine produkter ved The Trade Council og ambassadens Public Diplomacy aktiviteter i Tyskland
  • Deltagelse i to forretningsture hhv. fødevareevents til Tyskland om året
  • Synlighed på ambassadens B2C-hjemmeside og derved synliggørelse i forbindelse med forskellige ambassade-events i hele Tyskland.

Vil du vide mere om din virksomheds muligheder på det tyske marked? 

Så kontakt os og hør nærmere.

Loading...