Gå til indhold
Saudi-Arabien

Situationsrapport fra eksportmarkedet Saudi-arabien

Indenrigspolitisk er Saudi-Arabien under hastig forandring med omfattende reformer. Samtidig er efterspørgslen efter højteknologiske og avancerede produkter og løsninger høj. Blandt de saudiske målsætninger er diversificering af økonomien, og en omstilling hvor vækst og velstand genereres fra sektorer, der ikke er forbundet med olieindustrien.

Vedr. COVID-19 har Saudi-Arabien udarbejdet en trefaset genåbningsplan, og landet befinder sig i øjeblikket i planens 3. fase. Dermed er stort set samtlige samfundsaktiviteter genåbnet i Saudi-Arabien. På trods af kraftigt stigende smittetal vedbliver situationen kontrolleret, bl.a. grundet omfattende testning og restriktioner. Restriktionerne omfatter krav om mundbind i det offentlige rum, både inden- og udendørs, løbende desinficering af offentlige områder, krav om download af smittesporings-applikationer, samt temperaturkontrol i butikker, indkøbscentre, restauranter, offentlige institutioner, virksomheder o. lign. Ikke mindst er en effektiv udrulning af vaccinationsprogrammet drivende for den vedvarende kontrol over situationen.

Kan danske virksomheder søge om støtte i saudi-arabien?

Ja, læs mere om hjælpepakkerne i afsnittet "Økonomisk Genstart".

Covid-19 i saudi-arabien

Sundhedssituation

Saudi-Arabien befinder sig i 3. og sidste fase af genåbningsplanen, hvilket betyder en genoptagelse af stort set alle samfundsaktiviteter. Dog har den seneste tid set en markant stigning i smittetallene, hvorfor en række restriktioner er genindført.

Vedr. vaccinationsprogrammet har Saudi-Arabien indgået aftaler om køb af vacciner med flere internationale medicinalvirksomheder. Dermed befinder Saudi-Arabien sig i sidste fase af myndighedernes vaccinationsprogram. På nuværende tidspunkt har Saudi-Arabien færdigvaccineret 23,3  mio. personer, hvilket svare til 61 pct. af befolkningen. Derudover har  1,8 mio. personer modtaget første vaccinedosis, hvilket er svarende til, at ca. 71 pct. af befolkningen enten er færdigvaccinerede eller i gang med et vaccineprogram. Derudover har 11,1 pct. af befolkningen modtaget en booster-vaccine. Der er åbnet op for, at alle personer, der opholder sig i landet kan modtage en booster-vaccine tre måneder efter deres anden vaccination, hvilket pr. 1. februar 2022 vil være en forudsætning for at bevare immunitetsstatus.

Endvidere er det muligt at modtage vaccinationen i alle landets regioner, svarende til 587 forskellige vaccinationssteder. Den 24. august 2021 blev Sinopharm og Sinovac tilføjet på listen over godkendte vacciner ved indrejse til Saudi-Arabien, som i forvejen inkluderede Oxford/AstraZeneca, Pfizer/BioNTech, Johnson & Johnson samt Moderna. Vaccination er tilgængeligt for alle borgere og er et krav for fysisk fremmøde på arbejdspladser i mange brancher samt ved sociale, kulturelle og kommercielle begivenheder. Yderligere har Saudi-Arabien annonceret, at de vil påbegynde vaccination af børn i alderen 11-15 år.

Yderligere foretages der nationalt ca. 100.000 daglige test for COVID-19.

Aktuelle smittetal og detaljer om COVID-19 kan findes via Sundhedsministeriet i Saudi-Arabien

Mere information om status på COVID-19 i Saudi-Arabien kan findes her og her.

Vilkår for erhvervsrejsende

De saudiske myndigheder fraråder alle unødvendige rejser til landet som følge af spredningen af Omrikon-varianten, samtidig opfordres indrejsende, samt færdigvaccinerede, til at undgå social kontakt i mindst fem dage efter ankomst.

Der eksistere krav om online registrering af vaccine forud for ankomst til Saudi-Arabien via hjemmesiden "Muqeem". Vaccineregistreringen skal være udfyldt senest 72 timer forud for afrejse til Saudi-Arabien. Ved ankomst til Saudi-Arabien skal der endvidere fremvises et officielt vaccinationscertifikat, det danske vaccinepas anerkendes af de saudiske myndigheder til dette formål. Danmark har dog afvist anerkendelse af Saudi-Arabiens smitteopsporings- og vaccinationsapplikation 'Tawakkalna'.

Saudi-Arabien har godkendt vaccinerne fra Oxford/AstraZeneca, Pfizer/BioNTech, Moderna og Johnson & Johnson. Det vil også blive accepteret, hvis indrejsende er færdigvaccineret med doser fra Sinopharm og Sinovac, såfremt de lader sig vaccinere med en ekstra dosis af en af de godkendte vacciner efter ankomst.

Indrejseregler for ikke-vaccinerede er fortsat gældende.  Personer med opholdstilladelse (iqama) eller besøgende med turistvisa, som ikke er færdigvaccinerede, skal gå i hjemmekarantæne i fem dage efter ankomst til Saudi-Arabien. Ud over fremvisning af en negativ PCR-test ved ankomst, skal indrejsende i denne kategori  tage en PCR-test på 1. og 5. dagen. Endvidere er ’IATA Travel Pass’ godkendt som dokumentation for negativ test forud for indrejse. Saudiske statsborgere kan kun rejse ud af Saudi-Arabien, såfremt deres status på sporingsapplikationen ’Tawakkalna’ fremgår som ”immun” eller ”smittefri”.

I lyset af den stadigt stigende smitte kan nye restriktioner, eller lempelser af eksisterende restriktioner, indføres med meget kort varsel. Find yderligere og løbende opdateret information om rejseforhold her.

Restriktioner

Kraftigt stigende smitteantal har fået myndighederne til at genindfører en række restriktioner i Saudi-Arabien. Det er påkrævet at bærer mundbind i det offentlige rum i indendørs- og udendørsarealer. Manglende efterlevelse heraf vil straffes med hård bødestraf på 1000 SAR ved første overtrædelse. Herefter vil bødens beløb fordobles indtil bødebeløbet rammer 100.000 SAR. 
Yderligere, er der krav om temperaturmåling inden adgang til restauranter, butikker, indkøbscentre, virksomheder, offentlige institutioner o. lign. Desuden er det fortsat et krav, at man skal fremvise smittesporingsapplikationen Tawakkalna på sin mobiltelefon.


Der er krav om vaccination for deltagelse i sociale, kulturelle og kommercielle begivenheder samt for fremmøde på alle arbejdspladser i den offentlige og private sektor. Kravet gælder ligeledes en række andre erhverv såsom transportsektoren, frisør- og barbersaloner, idrætsfaciliteter og i restaurations- og cafebranchen. Endvidere er datoen for den fysisk tilbagevenden for elever i ”elementary school”, hvilken tidligere var sat til d. 31/10 2021, blevet udskudt på ubestemt tid. Dette er tilfældet da eleverne endnu ikke er vaccinerede, og da der skal foretages tilstrækkeligt forskning vedr. de epidemiologiske risici forbundet med tilbagevenden.


 Saudi-Arabien har indført indrejseforbud fra  14  lande (Afghanistan, Angola, Comorerne, Botswana, Lesotho, Madagaskar, Malawi, Mauritius, Mozambique, Namibia, Nigeria, Seychellerne, Sydafrika, Zambia og Zimbabwe  


Udenrigsministeriet er ikke bekendt med en officiel opgørelse over antallet af omikron tilfælde i Saudi-Arabien, men de saudiske sundhedsmyndigheder har meldt ud, at der kan blive nedsat flere restriktioner, såfremt varianten breder sig.  


Nye restriktioner eller lempelser af eksisterende restriktioner kan indføres med meget kort varsel. Find yderligere og løbende opdateret information om rejseforhold her.

 

Flyforbindelser

Der er ikke nogen direkte flyruter fra Danmark til Saudi-Arabien. Fra Danmark kan man rejse fra Billund eller København til fx Frankfurt, London, Doha, Amsterdam eller Dubai med henblik på transitforbindelse til Saudi-Arabien.

økonomien i saudi-arabien i lyset af covid-19

Erhvervsklima

Saudi-Arabien har som led i reformprogrammet vision 2030 arbejdet med at forbedre erhvervsklimaet. Det har bl.a. givet sig udslag i en forbedring af landets placering i fx Verdensbankens rapport om ”Ease of Doing Business”. Ændringerne i erhvervsklimaet er en prioritet fra de saudiske myndigheder i deres arbejde med at implementere reformer, skabe momentum for omstillingen af økonomien samt landets fokus på at tiltrække udenlandske investeringer.

Særligt grundet reformpakkerne i Saudi-Arabien er markedssektorerne sundhed, medicin, energi og miljø, landbrug og fødevare særligt relevante og attraktive for danske virksomheder.

Du kan læse mere om udviklingen i Saudi-Arabiens BNP via dette link

Økonomiske nøgletal

Purchasing Manager’s Index (PMI)

    • 58, 6 (september 2021)
    • 57,7 (oktober 2021)
    • 56,9 (november 2021)

    Læs mere om PMI i Saudi-Arabien via dette link.

    I 2021 har den globale oliepris set en stigning, på mere end hvad der var forventet, med et gennemsnit på USD 71,7  pr. tønde for hele året. Det anslås desuden, at olieprisen vil stige i 2022 til USD 78,6 pr. tønde.

    Arbejdsløshedssituation

    Den samlede arbejdsløshed var i 4. kvartal 2020 på 7,4 pct. og i 1. kvartal 2021 på 6,5 pct. Arbejdsløsheden blandt saudiske statsborgere var i 4. kvartal 2020 12,9 pct. og faldt i 1. kvartal 2021 til 11,7 pct. I andet kvartal 2021 faldt arbejdsløsheden til 11,3 pct. og forblev samme pct. sats i tredje kvartal 2021. Følg udviklingen i arbejdsløshedsopgørelserne i Saudi-Arabien via dette link.

    Valutareserver

    Saudi-Arabiens valutareserver kunne i 2019 opgøres til USD 499 mia. men faldt i 2020, til USD 457 mia. I 2021 steg Saudi-Arabiens valutareserver til USD 465 mia. Den offentlige gæld som andel af BNP steg fra 22,8 pct. i 2019, til 33,2 pct. i 2020. I 2021 skønnes et fald igen til 29,7 pct.

    Samhandel

    Den danske eksport til Saudi-Arabien i 2020 var DKK 5,8 mia. svarende til 0,83 pct. af den samlede danske eksport, hvorimod den danske import fra Saudi-Arabien var DKK 123,4 mio. Vareeksporten fra Danmark til Saudi-Arabien er steget med 7 pct. ift. 2019, hvor Danmark eksporterede for DKK 5,413 mia. I 2020 var Saudi-Arabien Danmarks 22. største eksportmarked, hvilket er en forbedring fra en placering som nr. 23 i 2019. Læs mere om samhandelen med Saudi-Arabien via dette link

    Der forventes en stigning i dette års danske eksport til Saudi-Arabien. Dette drives bl.a. af eksporten inden for udstyr og komponenter til den bæredygtige og vedvarende energiindustri, hvor Saudi-Arabien investerer betydelige beløb i fx vind- og solenergi.

    Sundhedssektoren forventes også at bidrage til en samlet forøgelse af dette års danske eksport, da omfattende udbygning af hospitaler og sundhedsfaciliteter er i fokus, ligesom behandling af fx livstilssygdomme og hudsygdomme giver en efterspørgsel efter avancerede lægemidler og farmaceutiske produkter.

    Den saudiske fødevaresektor har set et fald i import af danske mejerivarer og æg, men på samme tid forventes der en øget efterspørgsel efter sunde, sikre og økologiske fødevarer, som kan bidrage til eksporten.

    Det anses som sandsynligt, at der vil komme en vækst i vand- og miljøsektoren. Dette hænger i høj grad sammen med udviklingen og implementeringen af de saudiske megaprojekter, hvor der etableres nye bæredygtige byer og zoner, med fokus på effektivt og lavt ressourceforbrug samt bæredygtig håndtering af eksempelvis spildevand og affald. Ligeledes forventes den generelle stigende efterspørgsel efter procesudstyr og maskiner til industrien også at bidrage til dansk eksport til Saudi-Arabien.

    National Water Company i Saudi-Arabien har i december 2020 annonceret et investeringsprojekt inden for vand og miljø til en samlet værdi af USD 213 mio. Investeringspakken udgøres af 30 projekter fordelt ud over regionen og består af vandreservoirs, sanitet- og rensningsanlæg, samt distributionsfaciliteter. Projekterne forventes implementeret i den sydvestlige Asir-region for at fremme vandforsyningen og kvaliteten af vand til millioner af borgere.

    Frihandelsaftale med EU

    Saudi-Arabien har ikke nogen frihandelsaftale med EU eller individuelle EU-medlemslande.

handelssituation og eksportmuligheder

Handelssituation

Effekt af COVID-19 på sektorniveau

Sundhed

Sundhedssektorens budget i 2020 blev opjusteret til USD 19,2 mia. med henblik på at adressere COVID-19 relaterede udgifter, samt udvikling og styrkelse af sektoren. Sundhedssektoren udgør med USD 283,9 mia. 16,4 pct. af Saudi-Arabiens samlede årlige udgifter, og er dermed den tredjestørste sektor i landet. Endvidere forventes sektoren årligt at vokse med 7,3 pct. de næste seks år.

Efter udbruddet af COVID-19 pandemien er der blevet indført hurtigere godkendelsesprocesser ift. fx værnemidler, hvor Ministry of Health (MoH) og Saudi Food and Drugs Authority (SFDA), forpligter sig til at give feedback på ansøgninger til salg af værnemidler på det saudiske marked inden for 48 timer.

COVID-19 har påvirket sundhedssektoren inden for tre områder:

  1. E-sundhedssystemer
  2. Promovering af sund levestil
  3. Lokal produktion af farmaceutiske produkter og medicinske produkter. Målet er en lokal produktion på 70 pct.

Saudi-Arabien har et mål om at hele landets befolkning skal være omfattet af det digitale sundhedssystem ved udgangen af 2025.

Energi

Saudi-Arabien har en langsigtet strategi om at øge andelen af vedvarende energi, og fremskridt på denne grønne omstilling foregår nærmest upåvirket af COVID-19 pandemiens effekt på økonomien. Der pågår allerede implementering af sol- og vindenergi, hvor Saudi-Arabien har annonceret endnu et vindmølle-projekt, som forventes offentliggjort i løbet af 2021. Anlægget skal ligge i landets nordvestlige region og forventes en kapacitet på 850 megawatt. Der forventes et åbent udbud, hvilket skaber muligheder for danske virksomheder.

COVID-19 situationens påvirkning af den globale oliepris samt et generelt ønske om at gøre sig mindre afhængig af indtægter fra olieindustrien har tvunget Saudi-Arabien til at se på nye muligheder inden for energiudvinding, -produktion og -forsyning. Myndighederne i Saudi-Arabien har introduceret et udkast til at hæve den statsudbudte elektricitets-pris for husholdninger og private virksomheder. Hensigten er at differentiere de offentlige indtægter.

Fødevarer og landbrug

Saudi-Arabien implementerede en akut hjælpepakke på USD 532 mio. efter udbruddet af COVID-19. Hjælpepakken er nu udløbet. Agricultural Development Fund (ADF) har afsat USD 4 mia. frem til 2025, til at udvikle fødevare- og landbrugssektoren. Denne investeringspulje understøtter investeringer i planteproduktion, fryse- og opbevaringsmuligheder, fiskeopdræt, samt æg- og fjerkræindustrien. Der forventes at være muligheder for danske virksomheder ift. mange programmer, hvor ADF investerer i fødevare- og landbrugssektoren fx ift. import af oksekød.

Vand og miljø

Saudi-Arabien har som mål at udvikle landets infrastruktur især inden for vandforsyning og spildevandshåndtering. Der er et omfattende ressourcespild i vandforsyningen i Saudi-Arabien pga. en forældet infrastruktur med lækager og ringe tilsyn over de store afstande, hvor afsaltet vand transporteres i rørledningerne fra kystområderne til byerne inde i landet. Spildevandshåndtering er ligeledes i stort fokus ift. at sikre en bæredygtig og miljømæssig forsvarlig håndtering når Saudi-Arabien i stigende grad ser turisme som et fokusområde for fremtidig vækst.

Et af de bæredygtige initiativer i sektoren er ’The Red Sea Project’ ved Det Røde Hav. Fokusområderne i projektet er optimering og genanvendelse af spildevand, afsaltning af havvand og sikring af grundvandsressourcer, til forsyning af projektet og håndtering af vandefterspørgslen i byområderne.

Dertil er der også et mål fra myndighederne om digitalisering inden for vandsektoren, der kan muliggøre monitorering og kontrol af vandfaciliteterne i Saudi-Arabien via en digital platform.

Derudover har Saudi-Arabien afsat USD 1,2 mia. til opgraderingen af vandsektoren i landets østlige region. Denne investering skal understøtte 32 nye projekter, der alle har til formål at forbedre adgangen til drikkevand samt øge produktionen af afsaltet vand. Projekterne inkluderer blandt andet etableringen af nye grundvandsreservoirer, pumpestationer og vandtanke. 

Stimulipakker

Der har været mange forskellige tiltag med akutte økonomiske hjælpepakker, som har fokuseret på at hjælpe den private sektor. Pakkerne har haft en samlet værdi på USD 60 mia.

Sektorer berørt af støtteordninger

Saudi-Arabien har allokeret en stor del af hjælpepakkerne ift. banksektoren for dermed at opretholde likviditet i samfundet. Der har desuden været et stort fokus på at begunstige små- og mellemstore virksomheder i form af billige lån og dækning af midlertidig dispensation for afdrag på lån. Den midlertidige dispensation er ophørt og afdrag på lån er genoptaget.

Bæredygtig genstart

Der er fortsat fokus på megaprojekter. Den grønne omstilling er ikke sat på pause i Saudi-Arabien under COVID-19 pandemien. Vedvarende energi er fortsat i fokus. Et eksempel på dette, er den nyligt påbegyndte etablering af Saudi-Arabiens første vindmøllepark, der placeret i det nordlige Saudi-Arabien med Vestas som leverandør.

De saudiske megaprojekter; NEOM, The Red Sea Project og Qiddiya Entertainment City er fortsat planlagt og under implementering. Der ses gode muligheder inden for dansk ekspertise i realiseringen af projekterne.

Saudi-Arabien indførte den 1. juli 2020 en stigning i momssatsen fra 5 pct. til 15 pct. på varer og tjenesteydelser. Tiltaget er iværksat for at kompensere for manglende olieindtægter men også som led i arbejdet med at øge de ikke olierelaterede skatteindtægter og fortsat diversificering af økonomien.

I Saudi-Arabien er der en række større projekter inden for turisme og underholdning, hvor danske virksomheder allerede er involveret eller kan blive involveret. Projekterne dækker mange forskellige sektorer og forventes implementeret over en længere årrække. Der forventes at blive initieret løbende udbud. Mange af projekterne bygger på at udvikle Saudi-Arabiens turismeindustri og sikre bæredygtighed.

Dertil er der også The Red Sea Project og Qiddiya Entertainment City, som har til formål at opbygge turismeindustrien, diversificere økonomien og være blandt verdens største turistattraktioner.

Desuden findes der en række lokale udbud i Riyadh. Du kan finde information om projekter i udbud i hovedstaden i Riyadh 
her.

Digitalisering

Saudi-Arabien har store ambitioner om digitalisering som en del af det omfattende reformprogram Vision 2030. Ambitionen er, at Saudi-Arabien bliver et digitaliseret samfund med fem essentielle elementer inden for digitalisering. Læs mere her.

Som følge af målrettede indsatser har Saudi-Arabien forbedret deres placering på Digital Infrastructure Index fra 68 yil 27 siden 2019. Det har medført en førsteplads hvad angår 5G internethastighed, men også et højt niveau af cybersikkerhed.

Saudi-Arabien har som følge af COVID-19 haft et stort fokus på at digitalisere processer. Især sundhedssektoren er blevet digitaliseret i form af bookning af COVID-19 tests, prøvesvar for dette mm.
Den strategiske udvikling af sundhedssektoren medfører fokus på udvikling af de digitale platforme, der eksisterer i sundhedssektoren.

COVID-19 har yderligere accelereret digitaliseringen af vandsektoren. En digital platform i vandsektoren har til hensigt at modernisere kontrol og monitorering af vandfaciliteter i Saudi-Arabien.

Handelsmuligheder

Saudi-Arabien har de seneste år budt på et stigende antal handelsmuligheder. Det omfattende reformprogram, Vision 2030, giver en efterspørgsel ift. ydelser, produkter, helhedsløsninger og ekspertise inden for mange sektorer. Reformprogrammet ser ud til at fortsætte, og Saudi-Arabien har allokeret finansiering til mange af de store projekter, hvor der er betydelig efterspørgsel på højteknologiske løsninger og kvalitetsprodukter inden for eksempelvis energi, vand, miljø, sundhed, fødevarer og turisme. Handelsmulighederne er gode, og de saudiske myndigheder som en del af reformprogrammet også haft fokus på at forbedre erhvervslivets rammevilkår og ”ease of doing business”. Det er en trend, der forventes at fortsætte om end der også er visse elementer med fx kvoter for antallet af saudiske ansatte, som kan give visse udfordringer for virksomheder, der har lokal produktion i Saudi-Arabien. Samlet set er handelsmulighederne gode, hvilket kan aflæses i fx de danske eksporttal.

Myndighedssamarbejde

Trade Council Riyadh er i løbende dialog med et stort antal nationale og regionale beslutningstagere, herunder Ministry of Health, Ministry of Investment, Saudi Food and Drug Authority, Ministry of Energy og Ministry of Environment, Water and Agriculture. Der er ikke indgået konkrete samarbejdsaftaler eller lignende men der er en tæt og løbende kontakt med de saudiske myndighedspartnere på områder så som sundhed, fødevarer og landbrug samt energi, vand og miljø.

Trade Council Riyadh har fire erfarne, specialiserede og markedskendte rådgivere, som agilt arbejder med Saudi-Arabien, Kuwait, Bahrain og Oman. Teamet er en integreret del af Danmarks ambassade i Riyadh og yder sektorfaglige rådgivning med stor dybde og med fokus på fire sektorer - sundhed, energi, fødevarer og landbrug samt vand og miljø. Læs mere 
her.

Dertil har Danmarks ambassade i Riyadh en aktiv erhvervsklub - Business Club Denmark (BCD). Her arbejdes med en række aktiviteter, som kan assistere danske virksomheder, der opererer i Saudi-Arabien og i andre GCC lande. Læs mere om BCD 
her.

Nye muligheder som følge af COVID-19

Danske virksomheder inden for digitaliserede løsninger har nye markedsmuligheder på det saudiarabiske marked. COVID-19 har skabt et øget fokus inden for digitaliserede løsninger i forskellige sektorer. Heriblandt digitale løsninger inden for eHealth, digitale løsninger på monitorering og automatisering inden for industri og produktion, samt digitale løsninger til logistik. Der er også nye markedsmuligheder for danske virksomheder inden for energisektoren som led i de planlagte investeringer i udvindingen af naturgasressourcer i Saudi-Arabien.

Der kan også fremhæves muligheder for eksport af oksekød, samt investeringer i fødevaresektoren. Agriculture Development Fund (ADF) har i en investeringspulje på USD 4 mia. over de næste 5 år et fokus på investeringsstøtte af saudiske importører af oksekød. Her har danske producenter af oksekød en handelsmulighed i form af eksport i denne sektor.

Muligheder inden for urbanisering og byudvikling

Gigaprojekter udgør en stor andel af de muligheder, der er for danske virksomheder på det saudiarabiske marked. For byudviklingen er især NEOM-projektet relevant, hvis fokus er at være 100 pct. baseret på bæredygtig energi, og som har en investeringsværdi på USD 500 mia. Byen planlægges at dække 26.500 km2 i den nordvestlige del af landet på grænserne til Jordan og Egypten. NEOM er et omfattende projekt og skal bygges op fra grunden, hvorfor mange danske virksomheder kan øjne muligheder her.

Som led i Saudi-Arabiens Vision 2030 har landet åbnet for international turisme og fortsætter med at investere stort i sektoren. Flere af gigaprojekterne har derfor til formål at understøtte denne dagsorden, og givet turismeindustriens svage udgangspunkt er der også behov for sådanne store projekter for at igangsætte udviklingen. Disse underholdningsbyer og turistattraktioner bygges op fra bunden, hvilket skaber mange forskelligartede muligheder for dansker virksomheder. De langsigtede investeringer i opbygningen af en turisme- og underholdningsindustri er godt i gang, og indeholder som anført mange kommercielle muligheder for danske virksomheder.

Muligheder inden for fødevareproduktion og -forsyning

Især inden for sundhed samt fødevarer og landbrug er der gode muligheder for eksport og samhandel. 

Fødevaresektoren i Saudi-Arabien arbejder efter et mål om 85 pct. lokal produktion af fjerkræ og 60 pct. lokal produktion af oksekød og lam. Danske virksomheder inden for anlægsbyggeri til denne sektor, har markedsmuligheder i Saudi-Arabien.

Udvikling af aquafarming er også et interessepunkt i Saudi-Arabien, hvilket giver eksportmuligheder for danske virksomheder. Ambassaden har et løbende samarbejde med National Fisheries Development Program samt danske virksomheder og brancheorganisationer med det formål at udvikle sektoren i tråd med Vision 2030's målsætninger om bæredygtig udvikling. 

Muligheder inden for transport og logistik

Infrastrukturen i Saudi-Arabien er under hastig udvikling og understøttes af store offentlige projekter. I hovedstaden Riyadh har konstruktionen af metronetværket nået sin afsluttende fase, men også opgraderingen af det eksisterende vejnetværk i hele landet og udvidelsen af den internationale luftfart er på tegnebrættet. Udviklingen af veje samt konstruktionen af broer og tunneler giver muligheder for danske virksomheder med kompetencer i feltet. Flere offentlige fonde yder tilskud til projekter inden for logistikudvikling, hvor de tre største er Saudi Industrial Development Fund (SIDF), National Industrial Development and Logistics Vision Realization Program (NIDLP), samt in-Kingdom Total Value Add Program (IKTVA). Tilskuddene kommer eksempelvis i form af op til 75 pct. finansiering af etableringen af varehuse og industriparker. 

Muligheder inden for sundhed

Sundhedssektoren er i udvikling i Saudi-Arabien pga. fokus på folkesundhed og en voksende befolkning. Der planlægges byggerieraf 36 nye hospitaler og to medical cities, som danske virksomheder potentielt kan bidrage til. Herunder foreligger der både muligheder i konstruktion og eHealth. 

Saudi-Arabien har indgået en række partnerskaber med udenlandske virksomheder, som skal bidrage med viden og teknologi. Saudi-Arabien importerer 98 pct. af dets medicinale udstyr. 

Eksisterende danske strategiske alliancer

Der er på nuværende tidspunkt ikke nogle aktive alliancer i Saudi-Arabien. Der pågår overvejelser om etablering af en eller flere alliancer fx inden for pharma-industrien, vand og spildevand samt hospitalsbyggerier.

Strategiske projekter

Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Egypten arbejder på et strategisk projekt vedrørende vertical farming og greenhouses i regionen. Projektet er igangsat i forbindelse med Udenrigsministeriets vækstpulje og fokuserer på landbrugssektoren og sektorens mulighed for brug af vertical farming og greenhouses. Landene omfattet af projektet kan karakteriseres ved et hårdt klima og vanskelig adgang til vand. Dette skaber efterspørgsel ift. avancerede teknologier, som fx vertical farming projekter, der skaber øget fødevaresikkerhed og reducerer vandforbruget. Projektet skaber løbende kommercielle muligheder, og Trade Council Riyadh arbejder kontinuerligt på inddragelse af danske virksomheder i udviklingen af dette marked. 

Trade Council i Saudi-Arabien

Trade Council Riyadh har fire erfarne, specialiserede og markedskendte rådgivere, som agilt arbejder med Saudi-Arabien, Kuwait, Bahrain og Oman. Teamet er en integreret del af Danmarks ambassade i Riyadh og yder sektorfaglige rådgivning med stor dybde og med fokus på fire sektorer - sundhed, energi, fødevarer og landbrug samt vand og miljø. Læs mere her.

Danmarks ambassade i Riyadh har en aktiv erhvervsklub - Business Club Denmark (BCD). Her arbejdes med en række aktiviteter, som kan assistere danske virksomheder, der opererer i Saudi-Arabien og i andre GCC lande. Læs mere om BCD her.


 

Læs mere om situationen og markedsmulighederne i Saudi-Arabien

Ambassadørens industrianalyse: Omstilling til en bæredygtig landbrugs- og fødevareproduktion

Ambassadørens mini-industrianalyse: Øget fokus på privatisering og ambitiøse målsætninger inden for vand- og miljøsektoren i Saudi-Arabien

Ambassadørens mini-industrianalyse: Omfattende reformplaner for det saudiske sundhedssystem

Ambassadørens mini-industrianalyse: Ambitiøse målsætninger for omstillingen af energisektoren i Saudi-Arabien

Oplysningerne giver et øjebliksbillede og er ikke udtømmende, da landene – ligesom Danmark – løbende tilpasser indsatsen i lyset af situationen. Nye restriktioner eller lempelser af eksisterende restriktioner kan indføres med meget kort varsel. Du bør derfor holde dig løbende opdateret på de links der er indsat. Det fremgår her på siden, hvornår oplysningerne senest er opdaterede.

Har du brug for yderligere rådgivning, kan du kontakte vores handelschef.

KONTAKT har du brug for covid-19 rådgivning i saudi-arabien?

Kontakt vores leder af handelsafdelingen her: 

Loading...

    Eksporthjælp COVID-19 Genstart din eksport med hjælp fra den nye eksport- og investeringspakke

    En bæredygtig genstart af dansk økonomi, eksport og udenlandske investeringer vil være en absolut hovedprioritet for Udenrigsministeriet i 2020 og 2021. 
    Læs mere her om de nye initiativer og den nyoprettede hotline, der skal hjælpe danske eksportvirksomheder med at få ordrebøgerne fyldt.  

    Eksport nyheder Vil du have seneste nyt fra The Trade Council direkte i din indbakke?

    Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så hører du fra os snart.