Få adgang til konkrete eksportmuligheder
Programmet Export NOW har til formål at øge danske små og mellemstore virksomheders eksportsalg, med fokus på grønne og bæredygtige løsninger. Programmet identificerer konkrete eksportmuligheder, hvor der til hver sammensættes en gruppe danske virksomheder, der vil gå målrettet efter den.
Hver eksportmulighed vil befinde sig inden for en sektor, hvor The Trade Council har et strategisk fokus. Derudover kan en relevant partner indgå i forløbet med det formål at stille ekspertise og kompetencer til rådighed.
Programmet består af to moduler:
- En workshop, hvor der skabes og planlægges en fælles tilgang til kunden, således at den konkrete markedsmulighed udnyttes bedst muligt.
- Et markedsbesøg, hvor ambassaden på et givent marked introducerer de deltagende danske virksomheder for markedsmuligheden, og hvor der vil være mulighed for at mødes med relevante beslutningstagere fra kundens side. Der laves en aftale om videre forløb, dialog og tilbudsgivning.
I forbindelse med programmet køber hver deltagende virksomhed mellem 20 og 50 timer. Derudover skal deltagende virksomheder selv betale rejseomkostninger.
HVEM KAN FÅ STØTTE?
Små og mellemstore virksomheder (SMV’er) kan få 50% tilskud på de rådgivningstimer, som de køber ifm. deltagelse.
For at være berettiget til at modtage The Trade Councils SMV-tilskud skal virksomheder leve op til følgende kriterier:
- Dansk CVR-nummer: Selskabet skal være registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR).
- De minimis: I henhold til EU-reglerne for ”de minimis”-støtte må virksomheder på koncernniveau ikke modtage støtte, der overstiger grænsen, som ”de minimis”-forordningen fastsætter, dvs. 300.000 EUR over 3 år. Bemærk venligst at der kan være undtagelser og særlige regler for specifikke sektorer, typer af service, m.m. Se Erhvervsministeriets hjemmeside for yderligere information.
- EU’s SMV-definition: SMV-kategorien omfatter virksomheder, som på koncernniveau i seneste år beskæftiger under 250 personer og har en årlig omsætning, der ikke overstiger 50 mio. EUR eller en årlig samlet balance, der ikke overstiger 43 mio. EUR. For tilknyttede virksomheder skal hele koncernen/selskabsstrukturen medregnes. Det betyder, at 100 procent af tilknyttede virksomheders data skal lægges til dataene for den pågældende virksomhed for at fastslå, om den overholder tærsklerne for antal beskæftigede og de finansielle tærskler i definitionen. Se EU-Kommissionens ”Brugervejledning til definitionen af SMV’er” for yderligere information.
Kontakt Export NOW-sekretariatet på [email protected], hvis du vil vide mere om programmet.