Gå til indhold
Eksportsparring

Find nye markeder med gratis eksport-sparringsforløb

Vi tilbyder skræddersyede eksportsparringsforløb, der kan bringe jer tættere på succes, hvis I ønsker at eksportere til et nyt marked eller give dit salg et boost.

Eksportsparringsprogrammet er beregnet til små og mellemstore virksomheder med begrænset eller ingen eksporterfaring. Formålet med programmet er at hjælpe din virksomhed med at udarbejde en eksportstrategi og vælge det rigtige eksportmarked.

Den første del af programmet består af et gratis sparringsforløb hos et af de regionale Erhvervshuse, hvor I sammen forbereder din virksomhed til det forestående eksporteventyr. Sammen med en internationaliseringsrådgiver vil din virksomheds relevante interne og eksterne forhold blive gennemgået. Forløbet afsluttes med, at I laver en eksportplan.

Efterfølgende har din virksomhed mulighed for at modtage op til 15 timers gratis eksportsparring med en af The Trade Councils eksportrådgivere ude på det relevante eksportmarked. Sparringen vil oftest bestå af grundlæggende markedsinformation, som din virksomhed kan bruge til at vurdere mulighederne på eksportmarkedet.

Eksportsparringsprogrammet er dermed et samarbejde mellem Erhvervshusene og The Trade Council, som sikrer, at din virksomhed får det optimale udbytte af begge organisationers rådgivning. The Trade Councils ni internationaliseringsrådgivere er indstationeret i landets seks regionale Erhvervshuse for at sikre et stærkt bindeled. Det er gratis at benytte Erhvervshusene, og du får adgang til en bred vifte af offentlige og private tilbud, som kan flytte din virksomhed videre.

For at være berettiget til at modtage The Trade Councils SMV-tilskud skal virksomheder leve op til følgende kriterier:

  • Dansk CVR-nummer: Selskabet skal være registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR).
  • De minimis: I henhold til EU-reglerne for ”de minimis”-støtte må virksomheder på koncernniveau ikke modtage støtte, der overstiger grænsen, som ”de minimis”-forordningen fastsætter, dvs. 300.000 EUR over 3 år. Bemærk venligst at der kan være undtagelser og særlige regler for specifikke sektorer, typer af service, m.m. Se Erhvervsministeriets hjemmeside for yderligere information.
  • EU’s SMV-definition: SMV-kategorien omfatter virksomheder, som på koncernniveau i seneste år beskæftiger under 250 personer og har en årlig omsætning, der ikke overstiger 50 mio. EUR eller en årlig samlet balance, der ikke overstiger 43 mio. EUR. For tilknyttede virksomheder skal hele koncernen/selskabsstrukturen medregnes. Det betyder, at 100 procent af tilknyttede virksomheders data skal lægges til dataene for den pågældende virksomhed for at fastslå, om den overholder tærsklerne for antal beskæftigede og de finansielle tærskler i definitionen. Se EU-Kommissionens ”Brugervejledning til definitionen af SMV’er” for yderligere information.

EU har handelsaftaler med 78 partnere rundt om i verden. For mere information læs her eller kontakt os via mail - [email protected]. The Trade Council tilbyder yderligere op til 3 timers gratis rådgivning per år om, hvordan I udnytter handelsaftalerne bedst muligt, herunder opnår lavere toldrater. Information om rådgivningen kan findes her.

bliv inspireret af simon moos' eksportsucces gennem samarbejdet med sit regionale erhvervshus

Play video
Per Madsen, CEO fro Simon Moos Maskinfabrik, og Klaus Hell, internationaliseringsrådgiver i Erhvervshus Sydjylland, fortæller om hvordan erhvervshusene har bidraget til nye eksportmuligheder for Simon Moos.

ønsker du at vide mere om din virksomheds muligheder for eksportsparring?

Så kontakt os og hør nærmere.

Loading...