Nyt finansieringskoncept: Jeg har aldrig set så effektiv en døråbner
En helt ny måde at finansiere eksport af dansk fødevareteknologi på viser stort potentiale efter opstart i Brasilien. Konceptet, der hedder Shopping Line, giver køberne én samlet kreditfacilitet, selvom de køber ind hos flere danske virksomheder.
Hør mere om Shopping Line-konceptet
I aftalens første år kan den brasilianske virksomhed fx købe for 10 mio. USD. Det uudnyttede beløb ruller videre til næste år, som køberen kan anvende til nye indkøb. Pengene skal ikke bruges hos den samme danske virksomhed, da det står køber frit for at handle hos flere forskellige danske virksomheder afhængigt af deres specifikke behov. Den brasilianske virksomhed har stadig det samme ene lån, der dækker alle handler med de danske virksomheder.
”Hvis du sammenligner Shopping Line med en indkøbstur i Netto, betyder det, at du nu kan købe ind til tre forskellige opskrifter på det samme kreditkort, hvor du før skulle bruge tre forskellige kreditkort til tre forskellige opskrifter,” fortæller Marek Zandberg, Chief Underwriter hos EKF og en af idémændene bag Shopping Line.
For de danske virksomheder indebærer det, at de kan få finansieret ordrer, som ellers ville være for små for bankerne at finansiere – de får altså eksportmuligheder, som de ellers havde mistet
”Jeg har aldrig set så effektiv en døråbner”
Idéen til konceptet blev til, da Brasilien for nogle år siden var i økonomisk krise. Det gik stadig godt for fødevaresektoren, som danske virksomheder er dygtige til at levere produkter til. Da der samtidig var stigende efterspørgsel på langfristet finansiering i Brasilien, blev Shopping Line født.
”Det er meget dyrt at låne penge i Latinamerika, og derfor kan Shopping Line og EKF virkelig gøre en forskel for brasilianske virksomheder. Udsigten til fornuftig og konkurrencedygtig finansiering er en døråbner hos mange virksomheder. Jeg har faktisk aldrig før set en døråbner, der er så effektiv til at få hul igennem til virksomheder på højeste niveau,” fortæller Lauritz Stræde Hansen, Senior Financial Advisor og EKF Reprensentative på det danske generalkonsulat i São Paulo i Brasilien.
”Idéen har været at fokusere på køberne først. Hvilke virksomheder i Brasilien har planer om at købe udstyr, som med stor sandsynlighed kan komme fra Danmark? Det har fungeret rigtig godt, når vi er kommet til dem og har kunnet sige: her er et eksportkatalog over relevante danske virksomheder, I kan selv vælge, hvem I vil tale med, vi har kigget på jeres regnskaber og baseret på det, kan vi give jer XX millioner at købe ind for,” siger Lauritz Stræde Hansen.
Brasilien er verdens førende land indenfor fødevareproduktion, og på de to delegationsture, som er gennemført i 2017, har virksomhederne været på besøg hos en række store fødevareproducenter.
”For udenlandske virksomheder af den størrelse betyder det meget, at vi kan tilbyde en attraktiv finansieringsløsning. Vi har de internationale banker med i alt, hvad vi foretager os i forbindelse med Shopping Line. For de danske virksomheder indebærer det, at de kan få finansieret ordrer, som ellers ville være for små for bankerne at finansiere – de får altså eksportmuligheder, som de ellers kunne have mistet,” forklarer Marek Zandberg.
Lauritz Stræde Hansen tilføjer, at det også har været essentielt for de danske virksomheder, at The Trade Council og EKF qua finansieringen har fået de rigtige beslutningstagere på gruppeniveau hos køberne i tale under delegationsturene.
”Mange kan få et møde med de brasilianske købere, men ofte kommer der ikke noget ud af det, fordi de mødes med folk på det forkerte niveau. På delegationsturene mødes de danske virksomheder med de rigtige beslutningstagere med det samme,” siger han.
Ordrer for 13 mio. på vej
Reaktionerne efter de første to delegationsture fra både danske og brasilianske virksomheder har indtil nu også været meget positive. Én større aftale er blevet underskrevet, det er dog ikke er en decideret Shopping Line aftale.
”Vi venter lidt på resultaterne, men det tager tid at underskrive så store kontrakter. Det ser ud til, at der er ordrer for 12-13 mio. USD på vej til de danske virksomheder fra ét af de brasilianske selskaber,” fortæller Lauritz Stræde Hansen.
Han vurderer, at hvis der laves en Shopping Line aftale på 15 mio. USD (ca. 100 mio. kr.), vil det kunne ses direkte i eksportstatistikken.
De meget positive reaktioner og det store potentiale er årsag til, at man nu planlægger at udvide konceptet til Mexico. I slutningen af august afholdes de første indledende møder med banker og mulige købere i Mexico.
”Derefter er det interessant at se nærmere på Argentina og Colombia. Men det afhænger af, hvor de danske virksomheder eksporterer til, så på den måde er vi styret af udbud og efterspørgsel. Når det er sagt, håber vi at vække de danske ambassaders interesse rundt omkring og få input fra dem. De har stor viden om, hvad der foregår på markederne,” siger Marek Zandberg.
fakta
- Brasilien har en befolkning på omkring 210 mio. indbyggere
- Landets BNP-vækst lå på 1 pct. i 2017. De seneste tal for 2018 viser en vækst i BNP på 2,3 pct.
- Danmark eksporterede for ca. 4,3 mia. kr. til Brasilien i 2017
Se flere økonomiske nøgletal for Brasilien her.
Kilder: IMF og Danmarks Statistik
Vil du vide mere om dine muligheder på det brasilianske marked?
Så kontakt os og hør nærmere.
vil du vide mere? Læs mere om finansiering her
-
Finansiering DSI: Det har uden tvivl været pengene værd
Landbrug og Fødevarer BrasilienRead moreFor industrivirksomheden DSI har en delegationstur til Brasilien i forbindelse med det nye finansieringskoncept Shopping Line været indgangen til et helt nyt marked. To delegationsture på ni måneder og to mere på vej er ”exceptionelt godt,” siger lokal rådgiver om konceptet med eksportfinansiering, der viser stort potentiale.
-
Finansiering Dansk kassekredit baner vej for svineeksport til Mexico
Landbrug og Fødevarer MexicoRead moreMarkedet for svinekød vokser i Mexico, og investeringslysten er høj. Med dansk finansiering i ryggen åbnes der for øget eksport af udstyr og viden til hele den mexicanske svinekødssektor. The Trade Council kan guide dig til at få finansiering i ryggen.
-
Finansiering The Trade Council hjælper din virksomhed med at få handlen i hus
Vores samarbejdspartnere sikrer betalingsgaranti og den nødvendige kapital for din virksomhed på vækstmarkeder og i udviklingslande. Det gør det lettere at lukke salget med din kunde.Read more